You are currently viewing Hvorfor dit nervesystem vælger det kendte helvede fremfor det ukendte paradis

Hvorfor dit nervesystem vælger det kendte helvede fremfor det ukendte paradis

Hvorfor vælger vi det kendte – selv når det ikke er godt for os?

Vores nervesystem har en dyb forbindelse til de traumer, vi har oplevet, og gemmer disse erfaringer som en form for beskyttelse. Denne mekanisme kan få os til at sidde fast i uhensigtsmæssige mønstre eller relationer – simpelthen fordi de føles velkendte og derfor mere sikre end det ukendte.

Når vi oplever stress, sorg eller tab, søger vores krop og sind automatisk mod det, vi genkender. Det kan føles trygt, men samtidig fastholde os i gamle overlevelsesmønstre, der ikke længere tjener os.

Lad os se nærmere på, hvorfor vores nervesystem ofte vælger det kendte helvede frem for det ukendte paradis – og hvordan vi kan bryde ud af denne cyklus gennem kropsterapi, holosomatisk terapi og hypnoterapi.

 

Nervesystemets gamle programmering

Når vi har oplevet traumer, lærer vores nervesystem at genkende fare og reagere ud fra tidligere erfaringer. Denne overlevelsesmekanisme var engang nødvendig – men i et trygt liv kan den blive en hindring.

Vi kan ubevidst søge mod det, der føles velkendt, selv når det skader os. Det er nervesystemets måde at forsøge at beskytte os på.

For eksempel kan det vise sig på mange måder:

  • Du bliver ved med at indgå i relationer, hvor du ikke bliver set eller mødt, fordi dit system forbinder “kærlighed” med anstrengelse eller utryghed.
  • Du overarbejder, siger ja til for meget eller stiller urealistiske krav til dig selv – fordi præstation og kontrol føles tryggere end ro og hvile.
  • Du undgår nærhed eller holder afstand til mennesker, selvom du længes efter forbindelse, fordi kroppen husker, at nærhed engang var forbundet med smerte.

 

Disse mønstre er ikke udtryk for svaghed, men for et nervesystem, der stadig prøver at holde dig sikker – ud fra gamle erfaringer. At forstå denne mekanisme er første skridt til forandring. Når vi bliver bevidste om, at det “kendte” ikke nødvendigvis er det trygge, kan vi begynde at ændre retning og vælge noget nyt, som faktisk støtter vores trivsel og frihed.

 
 

Hvordan kan vi begynde at bryde cirklen?

At bryde gamle mønstre begynder sjældent med store forandringer – det starter med små øjeblikke af bevidsthed.

Måske opdager du, at kroppen spænder op, når du bliver presset. Eller at du trækker vejret helt oppe i brystet, når nogen kommer for tæt på.

Disse øjeblikke er invitationer. Hver gang du stopper op og mærker, hvad der sker i kroppen, giver du nervesystemet mulighed for at vælge noget nyt.

Du kan begynde selv, helt stille:

  • Læg mærke til, hvordan du trækker vejret i situationer, hvor du føler dig utryg eller presset.
  • Øv dig i at sænke skuldrene, tage et dybt åndedrag og lade udåndingen blive lidt længere. Det signalerer ro til nervesystemet.
  • Skriv ned, hvornår du føler dig mest tryg – og hvad du gør med kroppen i de øjeblikke. Det hjælper dig med at finde dine ressourcer.

Disse små skridt skaber gradvist nye forbindelser i kroppen og i hjernen. Forandring handler ikke om at presse sig ud af gamle mønstre, men om at lære kroppen, at det er trygt at gøre noget anderledes.

 

Når du vil gå dybere med støtte

Nogle gange sidder mønstrene så dybt, at det er svært at komme derind alene. Her kan kropsterapi og hypnoterapi være en hjælp.I kropsterapi arbejder vi direkte med kroppen – gennem åndedræt, tryk, bevægelse og sansning – så gamle spændinger og følelsesmæssige lag kan forløses blidt og naturligt. Kroppen får lov til at fortælle sin historie i stedet for, at du skal forklare den med ord.

I hypnoterapi arbejder vi med de underliggende overbevisninger og reaktionsmønstre, der engang hjalp dig med at overleve, men som i dag holder dig fast. I en tryg, guidet tilstand kan du få adgang til din underbevidsthed og skabe nye, støttende forbindelser mellem krop, sind og følelse.

Når disse to tilgange mødes, kan du lære at mærke dig selv på en ny måde – ikke kun forstå, hvorfor du reagerer, som du gør, men rent faktisk mærke, at du har et valg.

 

Din rejse mod det ukendte begynder i det små

Forandring sker i rytmer – som vejrtrækningen. Ind og ud. Åbning og lukning. Du behøver ikke tvinge dig selv ud af det gamle. Det handler om langsomt at opbygge tillid til, at du kan være tryg, selv når noget føles uvant.

Start med små, kropslige øjeblikke af nærvær i din hverdag – i badet, på gåturen, i samtalen med et menneske, du stoler på. Når du mærker, at kroppen slapper bare lidt mere af, er du allerede i gang med at bryde cirklen.